Mere end et sted at sove

21. august 2026

Forfatter: Lars Lindskov

Danhostel

På Roskilde Havn bygger Joy Mogensen og Jens Müller bro mellem turisme, erhvervsliv og kulturoplevelser

Når de fleste hører ordet vandrerhjem, tænker de på køjesenge, rygsække og unge på interrail. Men på Roskilde Havn er Roskilde Danhostel blevet noget ganske andet.

Siden Joy Mogensen og Jens Müller overtog forpagtningen i 2022, har ambitionen været at udvikle stedet til et moderne samlingspunkt, hvor overnatning blot er begyndelsen. Her mødes turister, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kulturaktører og lokale foreninger under samme tag.

Det er en udvikling, der allerede kan aflæses på bundlinjen. Den samlede omsætning er vokset mere end 50 procent, samtidig med at vandrerhjemmet har investeret betydeligt i modernisering af værelser, badefaciliteter, udendørs opholdsområder og mødelokaler.

– Vi ville gerne skabe et sted, der er en aktiv del af havnen og byen – ikke bare et sted, hvor man henter en nøgle og går op på sit værelse, fortæller Jens Müller, som blandt andet har drevet reklamebureau i Roskilde og været direktør for den lokale erhvervsforening.

En del af Roskildes værdikæde

Men forpagterparret ser ikke kun sig selv som en overnatningsvirksomhed. De ønsker at være centralt placeret i den værdikæde, der gør det muligt at gennemføre alt fra internationale studieture og lejrskoler til konferencer, foredrag og idrætsarrangementer.

Placeringen kunne næsten ikke være bedre. Med Vikingeskibsmuseet som nabo, Roskilde Domkirke, den historiske bymidte og fjorden inden for få minutters gang ligger vandrerhjemmet midt i en af Danmarks stærkeste destinationer for kultur- og naturoplevelser.

– Vi er et prisvenligt mødested med moderne faciliteter. Det gør, at mange arrangementer kan lade sig gøre, selv når budgetterne er små, siger Joy Mogensen.

Det gælder blandt andet Erasmus-studerende, skoleklasser, gymnasier, idrætsorganisationer, lejer- og grundejerforeninger, aftenskoler og kulturfestivaler, der alle benytter vandrerhjemmet som base.

Et alternativ til hotellet

Selvom mange gæster fortsat kommer for at opleve Roskilde og Fjordlandet, vokser erhvervssegmentet. Virksomheder afholder dagsmøder, kurser, generalforsamlinger og konferencer, mens organisationer og offentlige myndigheder kombinerer møder med overnatning. Et samarbejde med Restaurant Snekken betyder samtidig, at vandrerhjemmet kan servicere, bespise og tage imod større grupper, end de nuværende, begrænsede fællesarealer ellers giver mulighed for.

For Joy Mogensen og Jens Müller handler det om at tilbyde et alternativ til det klassiske hotel.

– Vi kan tilbyde moderne faciliteter i maritime omgivelser til en pris, hvor flere kan være med, understreger de.

At Roskilde Danhostel samtidig har overenskomst gennem Dansk Erhverv og 3F betyder, at også organisationer med særlige overenskomstkrav kan vælge Roskilde Danhostel som samarbejdspartner. Derudover er stedet SKI-godkendt, så offentlige institutioner også kan gøre brug af det.

Ferie tæt på det hele

Omkring 80 procent af gæsterne er danske. Det overrasker måske nogle, men tendensen passer godt ind i udviklingen, hvor flere vælger ferie tættere på hjemmet. Med fjorden, Boserup Skov, Vikingeskibsmuseet, Roskilde Domkirke og byens café- og kulturliv inden for gåafstand får gæsterne en ferie, hvor bilen med fordel kan blive stående.

– Familier vælger ofte de store flersengsværelser, mens fælleskøkkenet giver mulighed for selv at lave mad – en fleksibilitet, som især mange børnefamilier sætter pris på, understreger Joy Mogensen.

Samarbejde skaber oplevelser

Næste skridt er allerede under planlægning. Joy Mogensen og Jens Müller ønsker at udvikle endnu flere samarbejder med lokale kultur- og naturaktører, så gæsterne ikke blot booker en seng, men hele oplevelser.

For Joy Mogensen er samarbejdet med lokale aktører en naturlig del af udviklingen. Som tidligere borgmester i Roskilde kender hun både byen og mange af de mennesker og organisationer, der kan være med til at skabe nye oplevelser for gæsterne.

– Walk & Talks langs fjorden, teambuilding med Vikingeskibsmuseet, naturvejledning og lokale kulturtilbud er nogle af de muligheder, der er oplagte. De fleste booker en overnatning. Vores opgave er at gøre opholdet til en oplevelse, understreger hun.

Roskilde Danhostel er Green Key-certificeret og økologimærket. Næste naturlige skridt er Svanemærket. På længere sigt skal parret desuden kunne levere ESG-afrapportering, som allerede er et lovkrav for børsnoterede virksomheder og med tiden også forventes at omfatte SMV’er.

Åbent hele året og med gratis parkering, familieværelser samt eget bad og toilet på alle værelser. Læs mere her:

Annonce

Din annonce her

Del artiklen

Annonce

Din annonce her

Mest læste