Vejen til en stærkere bymidte går gennem mere end en ny Algade

21. august 2026

Forfatter: Sandra Nielsen

Morten Bo Berthelsen

Renoveringen af Algade er nu i gang. De kommende år skal Roskildes hovedstrøg forvandles med mere grønt, opholdsmuligheder og nye byrum. Men en ny belægning skaber ikke alene et stærkere handelsliv. Oplevelser, tilgængelighed og butikker, der bruger byrummet aktivt, bliver mindst lige så afgørende for fremtidens Roskilde.

Gravemaskinerne er rykket ind på Algade, hvor Roskilde Kommune har taget hul på den største fornyelse af handelsgaden i mange år. Visionen er et grønnere og mere indbydende byrum med bedre plads til ophold, hvor flere får lyst til at blive lidt længere. Hos Roskilde Handel & Erhverv hilser man projektet velkommen, men understreger samtidig, at de fysiske forandringer kun er første skridt.

– Grundlæggende kan man jo altid komme til Roskilde for at handle. Algade er bare i dag en meget bred gade, som næsten kan føles som en lufthavn, hvor folk skynder sig igennem. Projektet kan gøre gaden grønnere, mere intim og hyggeligere. Men det skal bruges aktivt til at skabe mere liv, siger direktør i Roskilde Handel & Erhverv, Morten Bo Berthelsen.

Debatten må ikke kun handle om parkering

Diskussionen om bymidtens fremtid ender ofte ved parkeringspladserne. Det er forståeligt, mener Morten Bo Berthelsen, men det må ikke overskygge det samlede billede.

– Det vigtigste er, at kunderne nemt kan komme til byen, parkere og komme ud i butikkerne. Vi oplever faktisk, at Roskilde er presset, fordi byen er så velbesøgt. Skal vi ruste os til fremtiden, bliver et parkeringshus en vigtig del af løsningen.

Samtidig efterlyser han dog en stærkere fortælling om Roskilde.

– Vi skal blive bedre til at fortælle historien om byen som et sted, hvor man kan kombinere shopping, kultur og gode madoplevelser. Den fortælling drukner nogle gange i debatten om parkering, og det hæmmer byens potentiale, understreger han.

Kunderne skal have lyst til at blive

For en levende handelsby handler det ikke kun om, hvor mange der kommer, men også om hvor længe de bliver. Jo længere kunderne opholder sig i byen, desto større er sandsynligheden for, at de foretager et ekstra køb.

– Vi skal have et varieret butiksmiks, gode caféer og steder, hvor man kan sætte sig ned. Folk skal kunne være turist i deres egen by og kombinere handel med kultur og oplevelser. Det er den samlede oplevelse, der gør forskellen. En stor del af de køb, vi foretager som forbrugere, er impulsive. Derfor betyder opholdstiden rigtig meget for butikkerne, fortæller Morten Bo Berthelsen.

En helhed, der skal hænge sammen

Ifølge Roskilde Handel & Erhverv findes der ingen enkelt løsning. Parkering, byrum, butiksmiks, restauranter og events er alle en del af ligningen. Derfor håber Morten Bo Berthelsen også, at omdannelsen af Algade bliver fulgt op af mere fleksible rammer for livet mellem butikkerne.

– Aktivitet skaber aktivitet. Når der sker noget i byen – både store og små arrangementer – får flere lyst til at komme. Men det virker kun, hvis hele pakken hænger sammen. Kommunen skaber de fysiske rammer, men reglerne for brugen af byrummet skal også følge med. Vi skal gøre det lettere at skabe aktivitet, så der sker noget på brostenene.

Butikkerne skal ud i byrummet

Kommunen kan skabe rammerne, men handelslivet har også et ansvar, som foreningen nu skal dyrke i fællesskab med sine medlemmer, mener Morten Bo Berthelsen. Målet er at få flere til at stoppe op.

– Når man handler fysisk, bruger man alle sanser. Man kan mærke den bløde sweater, dufte blomsterne og opleve stemningen. Den oplevelse kan nethandlen ikke levere. Derfor skal butikkerne turde træde ud af butikken og være en del af byrummet. Vi plejer lidt at sige, at folk er på vej fra A til B, og vores opgave er at få dem til at stoppe op undervejs. Vi skal skabe oplevelser, der får dem til at blive lidt længere, slutter han.

Annonce

Din annonce her

Del artiklen

Annonce

Din annonce her

Mest læste