HARALD BLÅTANDS BORG LÅ GEMT VED LELLINGE – NU KAN DEN SÆTTE KØGE PÅ VERDENSKORTET
27. august 2026
Forfatter: Sandra Nielsen

Ny direktør vil gøre Borgring til et levende samlingspunkt for turisme, identitet og lokal stolthed
Hver dag passerer tusindvis af mennesker forbi Køge på Sydmotorvejen uden at ænse et af Danmarks vigtigste historiske steder, der ligger få meter fra afkørslen ved Lellinge. Midt i landskabet gemmer resterne af en enorm vikingeborg sig. En borg opført under Harald Blåtand, som har givet Køge en særlig plads i fortællingen om vikingetiden, og som i dag er en del af UNESCOs verdensarv.
Men alt for få har for alvor fået øjnene op for den historiske attraktion, mener Museum Sydøstdanmarks nye administrerende direktør, Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
– Mange aner simpelthen ikke, hvor specielt det her er. Det er ret vildt, at Køge faktisk er skrevet ind i verdenshistorien gennem Borgring. Nu skal historien udover rampen, siger han.
Mens Borgring allerede er et internationalt kulturhistorisk monument, rummer området samtidig et stort potentiale som vækstdriver, turistmagnet og identitetsskaber for hele Køgeegnen.
”Kultur og identiteter er ikke et dumt sted at sætte ind, hvis man vil udvikle en by. Man kan faktisk få meget ud af relativt få midler.” Henrik Hvenegaard Mikkelsen, administrerende direktør Museum Sydøstdanmark.

Alle fotos: Museum Sydøstdanmark
En verdensattraktion i baghaven
Borgring blev opført omkring år 980 under Harald Blåtand og er en af de fem danske ringborge, der i 2023 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Alligevel oplever mange stadig borgensom forholdsvis ukendt.
– Noget af det mest fascinerende er, at noget så stort ligger lige her i baghaven. Vi taler om et område med enorm forskningsmæssig og international interesse, men samtidig også noget meget folkeligt og lokalt, siger Henrik HvenegaardMikkelsen.
Interessen for vikinger er i forvejen massiv globalt, og det skal Køge blive bedre til at udnytte, mener han.
– Der er ekstrem stor interesse for vikingerne og deres univers. Det handler jo om det aftryk, vi som danskere satte på verdenshistorien. Samtidig tror jeg også, at mange mennesker i dag søger tilbage i historien for at finde fodfæste i en tid, hvor alting går meget hurtigt, siger han.
Brændt indefra og stadigfuld af mysterier
Historien om Borgring er langt fra færdigfortalt. Tværtimod. Arkæologiske analyser peger blandt andet på, at borgenmuligvis blev brændt indefra. Men hvorfor ved ingen med sikkerhed.
– Det er jo en del af det, der gør Borgring så spændende. Var det et ritual? Hvad skete der egentlig? Vi har ikke alle svarene, og det er netop dét, der kan få gæsterne til at tænke med og leve sig ind i historien, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen

Fra museum til oplevelse
Museum Sydøstdanmark har de seneste år været præget af store byggeprojekter og omfattende udvikling. Nu begynder næste fase.
– Der har været nogle hårde år, hvor anlægsprojekter naturligt har fyldt meget. Men nu handler det om formidlingen. Nu skal vi bringe områderne til live, siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Det betyder blandt andet, at Borgring skal udvikles fra klassisk museumsbesøg til en mere sanselig oplevelse. Der arbejdes med idéer om lydinstallationer, interaktive universer, forbedret skiltning og nye opholdsrum omkring besøgscenteret. Også helt enkle ting kan gøre en forskel, mener direktøren.
– Det handler også om at gøre området rart at være i. Mere liv. Flere samtaler. En legeplads. Lavthængende frugter, som kan gøre meget for oplevelsen, siger han

Femern kan ændre spillet
Samtidig ser han et stort potentiale i Borgrings placering tæt på både motorvej og den kommende Femernforbindelse.
– Der kommer allerede en strøm af rejsende og turister forbi området hver eneste dag. Og Femernforbindelsen vil sandsynligvis bringe endnu flere til. Borgring har en unik mulighed for at blive gateway til fortællingen om Danmark og vikingerne, siger han.
Ambitionen er klar. Borgring skal være en destination, man aktivt vælger at besøge både som turist og som lokal.
– Hvis man interesserer sig for vikinger og Danmarkshistorie, så skal Borgring være et sted, man føler, man bør opleve. Lidt ligesom Roskilde er blevet det med vikingeskibene, understreger han

Kultur som investering i byen
For Henrik Hvenegaard Mikkelsen handler projektet også om langt mere end kultur. Han ser kulturarv som en investering i byudvikling, fællesskab og lokalstolthed.
– Kultur og identitet er ikke et dumt sted at sætte ind, hvis man vil udvikle en by. Man kan faktisk få meget ud af relativt få midler, siger han.
Han oplever allerede stor interesse fra lokale virksomheder og aktører, som ønsker at støtte udviklingen omkring Borgring.
– De gør det jo, fordi de synes, det er vigtigt. Der opstår en synergi mellem kultur, erhvervsliv og udviklingen af byen, som er enormt værdifuld, siger han

Henrik Hvenegaard Mikkelsen
Målet er, at flere lokale også begynder at se Borgring som deres eget samlingspunkt.
– Vi skal have lokalmiljøet til at tage ejerskab over det. Det må ikke føles støvet eller utilgængeligt. Det skal være et sted, man har lyst til at besøge igen og igen, siger han og tilføjer afsluttende:
– Borgring er Køges rødder. Historien under overfladen. Og måske også nøglen til at forstå, hvilken rolle Køge har spillet og stadig kan spille i verden, slutter han
Annonce
Din annonce her
Del artiklen
Annonce
Din annonce her
Mest læste
Et engageret erhvervsliv er fundamentet under en levende kommune
Bygninger fortjener mere end standardløsninger
Meget mere end et stadion
Roskilde skal tænke længere end Femern-tunnelen
Millionprojekt styrker dansk-tysk samarbejde hen over Femern Bælt
Femern-forbindelsen åbner en motorvej af nye muligheder: Roskilde kan blive én af vinderne
Flere lærepladser er en forudsætning for fremtidens energiforsyning
Fra handelsby til oplevelsesby
Samlingspunkt for gravide og nybagte familier
HARALD BLÅTANDS BORG LÅ GEMT VED LELLINGE – NU KAN DEN SÆTTE KØGE PÅ VERDENSKORTET

